Kontinens bloggen

I sidste blog fortalte jeg om mit arbejdsliv og brugen af kateter, hvor essen var, at jeg har haft og har et spændende arbejdsliv med mange interessante opgaver og en mangfoldighed af gode kollegaer. Brugen af kateter har aldrig været styrende for mit valg af job.

Tekst: Lars Holm

Det er nok samme filosofi og tilgang, som jeg har anvendt i mit private og sociale liv. Nu, hvor jeg sidder og skal sætte ord på dette tema i mit liv, så har det været en god mulighed for at reflektere over, hvad det egentlig er, jeg gør eller ikke gør, når jeg lever mit liv med kateterne. Det tænker man ikke altid så meget over i det daglige. Når jeg skal beskrive, hvordan jeg ser mig selv som menneske og bruger af kateter, bliver det med følgende ord:

• Åbenhed – det bliver nemmere at tale om og dermed for andre at spørge ind til.
• Praktik – at gøre dagligdagen nem og overskuelig i forhold til anvendelse af katetre, så man ikke hele tiden bliver konfronteret med sin manglende funktionsevne.
• Accept af mørke dage – selvom jeg håndterer min generelle situation godt set udefra, så har jeg også dage, hvor jeg ikke kan se det positive eller acceptere min situation; dette til trods for, at jeg har 30 års erfaring.
• Være på forkant – det hænger sammen med de tre forrige punkter, f.eks. at have tænkt katetrene ind i mine gøremål, således at de ikke kommer til af fylde i hverdagen. F.eks. at have et depot af katetre hos min mor, så hvis jeg ved en fejl ikke har husket dem, kan jeg stadig få en god weekend. Eller have nok katetre med i byen, så jeg ikke løber tør, og derfor må gå hjem, før end jeg har lyst til.

Katetrene er blevet en del af mig over tid, idet de altid er med, når jeg f.eks. starter på en ny sport, fx roning, møder en ny partner, går i byen, tager ud at rejse osv. Jeg tror, at jeg vil beskrive mit forhold til mine katetre som et had/kærlighedsforhold, idet jeg er dybt afhængig af dem, og på den anden side minder de mig dagligt om, at min krop ikke fungerer normalt. 

Erfaringerne fra en række undersøgelser viser, at kateterbrugere har en højere sandsynlighed for at isolerer sig på grund af brug af katetre. Det kommer ikke bag på mig, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil ikke selv sige, at jeg lægger under for det, men tanken om at være anderledes, og særligt det, at det omhandler vandladning, tænker jeg over med mellemrum. Normalt er det en privat sag.

Som ung er det ikke lige det, man vil være stolt af. Andre mænds reaktion er også en del af min oplevelse og forståelse af, hvad det vil sige at være kateterbruger, hvilket får mig til at fortælle om en oplevelse tilbage til min studietid i Århus, hvor det at gå i byen og drikke øl var en del af det sociale liv. Når man drikker øl og flere – så skal toilettet også besøges – ofte flere gange i løbet af aftenen og natten. Først på aften var der ikke nogen, der sagde noget, når jeg var på toilettet, men jeg kunne se på dem, at de tænkte, ”hvad er det for noget, han står med i hånden”? Sidst på natten mellem 2.00 og 4.00 var folk mere modige og turde godt spørge, hvad det var, jeg stod med – godt hjulpet på vej af en del øl. Jeg svarede, at jeg havde behov for hjælp til at lade vandet, fordi jeg havde været lam på et tidspunkt. Enkelte svarede okay, og andre vidste ikke lige, hvad de skulle svare og var hurtigt videre igen. Oplevelsen viser, at det på den ene side er en privat sag, og alligevel bliver det bemærket med nysgerrighed og forundring, men det viser også, hvorledes vi viser høflighed/blufærdighed over for eget køn.

Når jeg ser tilbage på min studietid og årene efterfølgende, så synes jeg ikke, at jeg har ladet mig isolere socialt. Jeg begyndte at dyrke roning, være aktiv i diverse bestyrelser, gik til fester og var udadvendt. Alligevel var der altid mange overvejelser om, hvornår jeg skulle være åben omkring, at jeg var lidt anderledes end andre … Når man sidder tre eller fem mænd/kvinder i en robåd i robukser og bliver tissetrængende oftere end de øvrige og samtidig hader at være til besvær, så kunne man godt ønske, at man var blevet hjemme, så man ikke skulle ydmyges, hvilket er min oplevelse/følelse i situationen. Tror ikke, de andre oplever det sådan. Jeg ville selvfølge selv være rummelig og tænke ”sådan er det bare”, hvis det var min gode ven. Jeg er som regel min egen værste fjende …

Hold op, hvor har jeg været træt af mine udfordringer med min vandladning, og været hidsig på det. For at sige det lige ud. Der har da (ændret fra der) også været uheld, hvis jeg ikke har sagt til i tide. Går man lidt dybere ned i oplevelsen, så handler det om, at jeg ikke har kontrol over min krop, og at jeg synes, det er pinligt. Er tit blevet ked af det – dog uden at dele det med andre. Deraf de mørke dage, hvor jeg har haft lidt ondt af mig selv, men det bliver også kedeligt i længden. Jeg tror, de mørke dage har fungeret som en slags opsamling og bearbejdning af de kedelige oplevelser. Så det har resulteret i nogle voldsomme kampe med mig selv, idet jeg på den ene side ikke har villet lade mig begrænse, og på den anden side har de resulteret i dage, hvor jeg har været trist. Det er nok meget kendetegnet for oplevelsen af det at være kateterbruger; balancegangen mellem at leve livet så normalt som muligt og samtidig skærme sig selv mod alt for mange dårlige oplevelser/uheld.

Mit redskab til at håndtere det er nok at prøve at være på ”forkant” og bruge min erfaring til at begrænse sandsynligheden for, at der sker et uheld, eller jeg får en dårlig oplevelse. Konkret ved at tænke situationen igennem: Hvornår får jeg adgang til det næste toilet? Hvis der går så og så lang tid, så skal jeg have tisset af her eller have tre katetre for meget med end for lidt osv.

Det er også den strategi jeg har anvendt i forhold til kærester, hvilket også har givet anledning til mange spekulationer gennem årene. Set i bakspejlet, så har jeg ikke oplevet det som en begrænsning eller haft dårlige oplevelser på den konto. Selve det, at jeg bruger kateter, har fyldt overraskende lidt, er min egen oplevelse. Det, der har været udfordrende i mødet med en kvinde og potentiel kæreste, har været, hvornår skulle det siges og hvordan? Som alt her i livet, så er man nødt til at starte et sted for at få erfaring og så bruge den fremadrettet og fornemme, hvad passer til ens personlighed, hvilket jeg faktisk tænker er meget vigtigt, så virker det mere naturligt og troværdigt. For mit vedkommende, så er den vigtigste læring så vidt muligt at kunne ”styre” situationen, dvs. at jeg kan fortælle det, når jeg vurderer, at det passer bedst ind i situationen og stemningen, og ikke når min krop siger, at nu er jeg tissetrængende. 

Det er derfor vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig har oplevet det, at jeg bruger kateter, som et problem i mine forhold, selvom det har krævet flere toiletbesøg og hastebesøg nu og da.

Det er faktisk lidt interessant at skrive denne blog, for når jeg tænker tilbage over årene, så har jeg ved nærmere eftertanke egentlig ikke drøftet eller snakket særligt meget med min familie, kæreste eller venner om, hvorledes de oplever det, at jeg bruger kateter. Hvad er forklaringen på det? Er det, fordi det ikke har været passende, har været akavet eller blot, at det er blevet betragtet som en præmis? ”Lars bruger kateter, og sådan er det, og det er der ikke noget hokuspokus i”. Det er blot taget til efterretning.

Det er også den forklaring mine bonusbørn har accepteret, da de kom ind i mit liv som henholdsvis 8 og 10 år. De skulle jo også forklare deres venner, hvorfor der stod sådan nogle mærkelige rør/slanger ude på toilettet. Så i min optik gælder det om at give dem en enkel forklaring på, at man har behov for hjælp til noget så almindeligt som at tisse, så bliver det også nemt for dem at forholde sig til det. Så det ikke bliver noget mystisk. Få det sagt enkelt og så tæt på sandheden som muligt, uden at gøre et stort nummer ud af det.

Hvad så med fremtiden? Her er jeg rimelig fortrøstningsfuld, idet teknologien arbejder for os. Se bare, hvor meget katetret er forfinet og udviklet i de sidste 30 år, særligt i forhold til funktionsevne og indpakning. Opbevaring og bortskaffelse er et meget vigtigt tema i det daglige som bruger. Igen må jeg lige tilbage til tiden i Århus: Hvordan fik man lige 10 katetre med i lommen uden at bukke dem alt for meget - til en aften, hvor man skulle ud og drikke øl? Pigerne gik jo med tasker. Det gjorde vi fyre ikke, så det fyldte en del hos mig at finde ud af, hvorledes jeg taklede det. I starten troede jeg ikke, at jeg måtte bøje dem. Det gjorde jo ikke udfordringen mindre, for at sige det mildt.

Jeg skal bruge katetre resten af livet, har Rigshospitalet konkluderet, så er det ligesom på plads. Jeg er selvfølgelig spændt på de langsigtede konsekvenser, men tror på, at det nok skal blive en god hverdag fortsat.

Jeg vil sige tak for denne gang, og jeg håber, at I kan bruge nogle af mine tanker og erfaringer til at folde livet helt ud - også med katetre i baglommen. 

God sommer.

Lars

I sidste blog fortalte jeg om min baggrund for at anvende kateter, og hvor jeg fysisk er i dag efter ca. 32 år som bruger af kateter, herunder hvorledes min krop har reageret, og hvad mit behov er i dag. Dét, jeg har erfaret, er, at vi kateterbrugere som regel kun har ét fællespunkt, og det er, at vi bruger kateter, derefter begynder lighederne at blive færre, idet vores kroppe er forskellige, vores vaner, hvordan vi fik startet med at bruge kateter, og hvorledes vores funktionsnedsættelse har udviklet sig over tid. Sidst, men ikke mindst, er det meget få mennesker, som jeg har talt med i de seneste 32 år, om, hvorledes jeg håndterer mit kateterbrug i hverdagen.

Tekst: Lars Holm

Dette til trods for mit motto om, at mit kateterbrug ikke skal være en barriere for mit liv – selvom jeg er åben om mit brug af kateter, og i mit arbejdsliv er jeg meget optaget af læring og netværk på tværs af organisationer og respekt for hinandens forskellige fagligheder. Alligevel har jeg ikke trukket det ind i mit ”kateterliv”. Hvis jeg selv skal byde ind med en forklaring, så vil jeg sige manglende kendskab til andre kateterbrugere og et element af, at emnet er en privatsag kombineret med en følelse af, at det kan være vanskeligt at tale med andre om. Min bedste ven og jeg har f.eks. ikke kunnet tale om det, fordi han ikke kan udholde tanken om at føre et kateter op i sig selv som mand. Mit ønske med dette indlæg er at give jer indsigt i min måde at håndtere det praktiske med fokus på arbejdspladsen og tankerne, der er forbundet med det.

Et arbejdsliv er også lig forandringer som bruger af kateter

Jeg har haft og har et spændende arbejdsliv med mange interessante opgaver og en mangfoldighed af gode kollegaer. Jeg har virket både som medarbejder og leder. Brugen af kateter har aldrig været styrende for mit valg af job. Mine erfaringer vil jeg gerne dele med jer som nuværende eller kommende brugere.

Jeg har skullet finde en vej i forhold til en balance mellem at være åben i forhold til at få hverdagspraktikken til at fungere i arbejdsmæssige sammenhænge; det vil sige, at det ikke må fylde i min hverdag, for jeg tager på arbejde for at udføre opgaver i lighed med alle andre, ikke for, at det at skulle lade vandet, skal være i fokus. Mine kollegaer fortæller jo heller ikke om, hvor og hvor meget de går på toilettet, og hvordan de gør det. Det er stadig en privatsag – det er det også for mig. En anden læring er, at jeg kan gøre det lettere for kommende kollegaer ved at være på forkant og være den, der tager teten, i stedet for at det bliver et uudtalt emne imellem os. Det er lettere for en kollega eller andre at spørge ind, hvis jeg har vist, at jeg kan tale om det. Det er vigtigt at huske, at selvom det er helt naturligt for mig i min hverdag, så er det ikke nødvendigvis noget, andre ved noget om.

Personligt vidste jeg ikke noget om kateter, før jeg selv skulle i gang. Jeg grunder stadig over, hvorfor det hedder kateter – jeg får næsten altid et billede af et skolekateder – det bord læreren sidder ved i klasselokalet. Første gang man hører ordet kateter, så åbner der sig ikke lige billeder op af en slange og vandladning, hvilket sprogligt kan begrænse eller gøre det vanskelig at spørge ind til.

Hvad gør jeg så konkret, når jeg starter på en ny arbejdsplads? Under de indledende samtaler siger jeg ikke noget om mine udfordringer med vandladningen. I de senere år er min gangfunktion blevet nedsat, dvs. at jeg har svært ved at gå op ad trapper, ligeledes kan det også ses nu, hvorfor jeg hurtigt nævner i starten, at jeg har en rygmarvsskade.

Der har været et par gange til den afsluttende samtale, at jeg har nævnt, at jeg er kateterbruger. Det er meget situationsbestemt, hvornår jeg siger noget. Når jeg møder på nyt job til velkomst-morgenmad, og vi går bordet rundt for at præsentere hinanden, så runder jeg altid min præsentation af med følgende ord: ”Jeg blev lam med kort varsel, hvilket jeg har nogle følgevirkninger af, bl.a. nogle dårlige ben, og jeg har brug for hjælp til vandladningen, hvorfor jeg bruger kateter for at lade vandet. Det er mere, så I ved, hvad det er, når I ser dem ude på toilettet, og så behøver vi ikke tale mere om det nu. Så kan I altid spørge, hvis I vil vide mere på et andet tidspunkt”. For mig er det vigtigt i situationen, at det handler om jobbet og det at være ny medarbejder. Det er ikke interessant, at jeg bruger kateter – det er bare ikke tidspunktet og stedet. Omvendt er det vigtigt for mig, at mine kollegaer ved, hvordan det hænger sammen, så det ikke bliver mystificeret. Jeg har ikke oplevet, at det har givet problemer, men jeg har faktisk aldrig spurgt mine kollegaer, hvordan de oplevede mine ”bonus-oplysninger”. Da jeg skulle skrive denne blog, fik jeg derfor lyst til at skrive til min gamle kollega, Helle, for høre om hendes oplevelse. Hendes svar var, at det ikke var noget, hun havde tænkt nærmere over – ”sådan var det jo bare”.

På mine arbejdspladser har jeg altid gået efter, at brugen af kateter skulle fylde mindst muligt i min dagligdag. Derfor går jeg altid efter at få placeret mine katetre på to forskellige toiletter i nærheden af min arbejdsplads. Hvis det ene er optaget, så kan jeg vælge det andet. Derudover har jeg næsten altid backup på mig i form af et kateter i lommen eller i min taske. Særligt ved møder er det vigtigt at være på forkant, dvs. at have tisset af inden, idet min responstid, fra jeg mærker min tissetrang, til jeg skal lade vandet, ikke er så lang som normalt. Særligt vigtigt er det, fordi jeg ikke kan holde tæt ved stærk tissetrang, som andre kan. Hellere forbygge, end at der sker ”uheld”. Alene tanken om et uheld kan få mig til at svede, idet jeg synes, det er så nedværdigende - selvom jeg ved, at det ikke er min egen skyld. Det er jo min krop, der er skadet, hvilket blot underbygger det tabubelagte – selvom alle mennesker jo lader vandet hver dag. Det er et tabu, når det er på det forkerte sted og tid.

Så den vigtigste læring i mit arbejdsliv i forhold til at være kateterbruger – er rettidig omhu: 

• Sig det nødvendige omkring, at du anvender kateter, så gør du det nemmere for dig selv at agere i din hverdag, og for andre at respektere din privatsfære.
• Få det praktiske til at fungere i hverdagen – opbevar dine katetre tæt på, hvor de skal bruges.
• Husk at koordinere med intern service og rengøring på din arbejdsplads omkring placering af dine katetre på udvalgte toiletter – gerne diskret placeret af hensyn til andre, hvis muligt.

Der har været mange valg i Lars Holms liv. Nogle har været styret af hans handicap, men de fleste har været helt hans egne. ”Lige fra start har jeg sagt, at det ikke skal stoppe mig”, siger Lars, der er 52 år og bor på Østerbro i København.

Interview med Lars Holm

Start var for 30 år siden. Dengang boede han i Sønderjylland, hvor han læste HF og var i gang med en landbrugsuddannelse. ”Det første tegn kom en morgen, hvor jeg sad og spiste cornflakes. Et splitsekund var jeg ved at tabe skeen. Jeg slog det hen og tænkte, at jeg nok bare var træt”, husker Lars. Næste tegn kom samme dag, hvor Lars var i gang med at vedligeholde en plov på forældrenes gård. ”Pludselig begyndte benene at ekse under mig. Jeg måtte gå hen til en stolpe og støtte mig til den”, siger Lars. Så kom rygsmerterne. Og de blev ved de følgende måneder, hvor Lars fortsatte med at gøre, som han plejede. Eller forsøgte på det. Bl.a. gik han til springgymnastik. Men det var svært, for han kunne ikke løbe lige, når han løb hen mod trampolinen.

Noget var galt, men det var først, da Lars fik det, som han kalder ‘traktoroplevelsen’, at han blev indlagt. ”Jeg var i gang med at hæve et støttehjul på en anhænger, da jeg kunne mærke, at der var noget helt galt. Det lykkedes mig at støtte mig til traktoren og kravle ind i kabinen. Der forsøgte jeg at træde koblingen ned for at sætte traktoren i gear, men jeg havde ingen kraft i benene. I stedet måtte jeg trykke på låret med mine hænder, så jeg kunne få koblingen ned og traktoren i gear og derefter trille hjem”, siger Lars.

Betændelse i rygmarvshinde

På det daværende Haderslev Sygehus mente lægerne, at Lars havde en alvorlig diskusprolaps og sendte ham til Odense Universitetshospital. Her lød diagnosen, at der var tale om en betændelsestilstand, hvorefter han kom til Sønderborg Sygehus. ”Det viste sig, at jeg havde betændelse i en myelinskeden (fedthinde), som omkranser nervebanerne i rygmarven”. ”Betændelsestilstanden klemte nerverne, så jeg var lam i underkroppen”, siger Lars og fortsætter: ”Et par uger forinden skulle jeg have deltaget i en opvisning med springgymnastik i Frankrig”. Nu kravlede jeg rundt i Sønderborg og var i fuld genoptræning.

En del af genoptræningen var at lære engangskateterisation, for Lars havde også problemer med at kontrollere vandladningen, ligesom han havde mange spasmer i blæren. ”Spasmerne har i de senere år været for nedadgående, og inden for de seneste 5 år er jeg blevet afhjulpet yderligere af botoxindsprøjtninger i blæren, men jeg kan stadig blive utæt en sjælden gang. Hele mit voksne liv har jeg gået i mørkt tøj for at skjule eventuelle lækager”, siger Lars med et smil.

Gående igen

Det er ikke overalls, som Lars taler om, for selvom han genvandt gangfunktionen med genoptræningen, fravalgte han livet som landmand til fordel for at læse statskundskab på Aarhus Universitet. En uddannelse, der bl.a. har ledt til, at han i dag er chefkonsulent i Københavns Kommune.
I en travl hverdag betyder det meget for Lars, at han har et kateter, som er optimalt for ham. Faktisk ser han det som en forudsætning for, at han kan varetage sit job. ”For mig er essensen af et hjælpemiddel, at det skal være nemt at anvende – ellers er det en begrænsning”. Og allerede i det første år med mit handicap besluttede jeg mig for – så vidt muligt – at leve et liv uden begrænsninger”, siger Lars.

JA! ... lyder svaret klart og tydeligt fra Hans. ”Man kan godt være social og deltage i sociale sammenkomster. Her er det at anvende kateter ingen hindring”, fortæller han og fortsætter med et glimt i øjet: ”Der har ikke været noget, som jeg har måttet stoppe med. Jeg dyrkede cykelløb igennem mange år, og selvom jeg begyndte at anvende kateter, så fortsatte jeg med at tisse op ad træer, ligesom jeg plejede”.

Interview med Hans Jørn Rytter.

At bruge kateter er noget, man som mand ikke taler om. Har du selv haft det sådan?

”Altså, jeg kom ind på Rigshospitalet og troede, at jeg var rask bortset fra, at min mave var blevet stor. Jeg tænkte, at det måtte være noget, som fulgte med dét at blive ældre, men jeg tog fejl. ”Jeg fik at vide, at det var urin i mine nyrer, og at det skulle tømmes ud – og så fik jeg ellers at vide, at jeg skulle bruge kateter. Jeg vidste ikke, hvad et kateter var, men det fandt jeg ud af”!

Hans fortæller, at det er hans erfaring, at mænd er utroligt ulykkelige, når de oplever problemer med det at komme af med vandet. Han fortæller videre: ”Mænd ønsker ikke at tale om vandladningsproblemer. De kan ikke li’ at snakke om det. Som en professor på Rigshospitalet en gang fortalte mig, så er, citat: ”Noget af det nemmeste er at interviewe mænd; for de har det altid godt. Uanset hvad. Det siger de i hvert fald. Selvom verden ser helt anderledes ud”, citat slut. ”Sådan er vi mænd”, griner Hans med en hjertelig latter og fortsætter: ”Hvis man ikke bruger kateter, så dør man. Det er et faktum”. En læge fortalte tidligt Hans, at det at anvende kateter er citat: ”Noget du skal gøre lige så længe, du gider at leve”, citat slut. Man kan ikke mærke, at man får urin ophobet i kroppen. Det ryger tilbage til nyrerne, og så har du et problem – og derfor er det vigtigt at gøre noget ved det, så du kan få så meget ud af livet som muligt”. Hans fortæller, at han i dag er oppe på at have kateteriseret sig selv over 11.000 gange, så han ved, hvad han taler om.

Har du haft lyst til at blive hjemme og isolere dig?

”Nej, det var svært i starten, men jeg har altid været åben omkring, at jeg anvender kateter, så det er ikke noget, som har holdt mig tilbage”, fortæller Hans. Mænd betragter det at anvende kateter som et tabu, men det hjælper at tale om det. ”Jeg har altid gerne villet hjælpe andre mænd i samme situation og tager gerne en snak med dem om det. Det handler om at komme tilbage til det liv, du levede før, og her hjælper det dig ikke at isolere dig selv”.    

Hvordan er det at komme ud blandt andre; tænker du dér over, at du anvender kateter?

”Ja, på den måde, at jeg tænker over følgende tre ting”:

1. Jeg har altid permanent en stang (kateter) liggende i inderlommen på min jakke. Jeg er som regel i bil, og der ligger yderligere 2-3 katetre. Eller i min kones taske, hvis vi er ude.
2. Jeg bruger oftest handicaptoilettet, fordi der er mere plads.
3. Jeg ruster mig med tålmodighed. Det er nødvendigt, for nogle gange er der kø foran toilettet, eller også tager det tid at finde ét.

”Hvis jeg ikke har katetre på mig, så tager jeg hjem. Kort og godt.  Hvis jeg ved en fejl har glemt at fylde op i bilen, jamen, så kan jeg lige så godt køre hjem”, fortæller Hans, klart og tydeligt.

Har du praktiske råd til andre kateterbrugere?

”Det har ikke forandret mit liv at bruge kateter. Omvendt er der mange fordele. Hvis jeg tømmer min blære inden, at vi tager ud til et middagsarrangement, så tømmer jeg først blæren derhjemme, og så er jeg ikke afhængig af, om der er toilet dér, hvor jeg/vi skal hen, medmindre at det trækker ud. Jeg har ikke umiddelbart behov for at tisse. Omvendt, hvis det så trækker ud, så går jeg ud på toilettet og ordner det”.

Hvordan holder du styr på, om du får tisset nok i løbet af dagen?

”Jeg siger ikke til andre, hvordan de skal gøre det. Når du starter med at anvende kateter, vil lægen spørge dig, hvor meget du tisser. Eller rettere, om du får tømt din blære. Man kan ikke selv mærke, at man har urin stående, så det er vigtigt at have en vis rytme”, fortæller Hans og trækker på sin store erfaring. Hans tisser på faste tidspunkter i løbet af dagen. Fire gange for at være helt præcis: Morgen, middag, aften og inden sengetid. Det skal overholdes. For at passe på én selv. ”Mænd er generelt sjuskede med at få tisset ordentlig af. De forsøger at tisse færre gange i løbet af dagen, men det går simpelthen ikke”, pointerer Hans. Urinen ophober sig i nyrerne, og man risikerer urinvejsinfektioner, hvis man ikke kommer af med sin urin. Hans noterer hver dag i sin kalender, hvor mange ml. han tisser hver gang. På den måde har han styr på, hvor meget han får drukket og tisset.  

Hvordan har din kone, familie, venner og omgangskreds reageret? 

”Jeg har ikke været bekymret. Jeg har altid været åben og fortalt om, at jeg bruger kateter. På nogle områder vil jeg sige, at livet er blevet nemmere for mig. Jeg kan tømme mig, inden jeg tager afsted. Og når jeg tømmer mig inden sengetid, så slipper jeg for at skulle op om natten for at tisse. Det er et problem for mange, når de kommer op i alderen – jeg siger til dem, jeg kender, at så skal de da bruge kateter”, fortæller Hans med et smil på læben. ”Her i huset taler vi ikke længere om det at bruge kateter. Min hverdag er ikke påvirket. Jeg har gjort det så mange gange nu, at jeg ikke længere tænker over det”. 

Hans Jørn Rytter har altid selv haft mange jern i ilden med kor, landevejscykling, ”Frikadelleklubben” og senest ”Hemmingway”-klubben”. ”Mine mange interesser har altid betydet meget for mig og min kone”, udtaler Hans og fortsætter: ”Det har det at anvende kateter ikke ændret på”! 

Interview med Hans Jørn Rytter.

Det at komme ud og være social er vigtigt for mange. Har det at bruge kateter ændret dit eller jeres sociale liv?

”Nej, det har ikke ændret noget. Det handler om at indrette sig efter sin situation”, siger Hans, fast i mælet. ”Jeg har deltaget i kor, hvor vi til tider var op til 30 mænd. I 17 år kom vi eksempelvis fast på et plejehjem i Husum ved juletid. Vi drak kaffe og spiste juleboller sammen. Det betød virkelig meget for dem. Jeg har dyrket landevejscykling tidligere og ”fitter” ugentligt i det lokale fitnesscenter, og de sidste 25 år har Annie og jeg deltaget i ”Frikadelle-klubben” sammen med en række andre vennepar, hvor vi spiser sammen og hygger os. Jeg lever et aktivt liv, og bare fordi jeg anvender kateter, skal det ikke ændre på det”, siger Hans med et smil på læben.  

Har du haft lyst til at blive hjemme og isolere dig?

”Nej, men det var svært i starten. Men jeg har altid været åben omkring, at jeg anvender kateter, så det er ikke noget, som har holdt mig tilbage”, fortæller Hans. Mænd betragter det at anvende kateter som et tabu, men det hjælper at tale om det: ”Jeg har altid gerne villet hjælpe andre mænd i samme situation og tager gerne en snak med dem om det. Det handler om at komme tilbage til det liv, du levede før, og her hjælper det dig ikke at isolere dig selv”.     

Du er medlem af en klub for mænd, ”Hemmingway”-klubben”. Hvad er det for en størrelse?

”Hemmingway”-klubben er en social klub for voksne mænd 60+, som blev oprettet i 2015 i Gentofte og i dag har 19 afdelinger primært på Sjælland. I dag er der 140 medlemmer alene i Hørsholm/Rungsted, hvor Hans er en del af klubben. Indholdet er sociale sammenkomster hver mandag, hvor verdenssituationen bliver vendt. ”Jeg kan godt li’ samværet – det betyder noget uanset alder”, fortæller Hans.  

Har du hjulpet andre mænd i samme situation som dig selv?

”Jeg bliver jævnligt kontaktet af andre i ”Hemmingway”-klubben”. Situationen er den, at for mange lider af andre sygdomme end blot det at have vandladningsproblemer. Det kan være svært at overskue, men det hjælper at tale om det. En gang for ca. 1½ år siden gik jeg op og sagde, at ”… hvis der er nogen, som har problemer med at komme af med vandet”, så står jeg til rådighed. Der var ingen, som meldte sig, men så efter lidt tid, så talte flere af dem sammen, og så viste det sig, at flere faktisk havde samme udfordringer, som jeg selv”. Efterfølgende havde jeg 65 mænd fra klubben med oppe hos Coloplast til foredrag, så de kunne blive klogere på det at anvende kateter og de mange fordele, som der er ved det. At anvende kateter skal i hvert fald ikke holde dig tilbage fra fællesskab og sammenhold”, slår Hans fast.

Link til ”Hemmingway”-klubben: www.hemingwayclub.dk

Det var lidt af en omvæltning for den nu 78-årige Hans Jørn Rytter, da han tilbage i 2009 blev indlagt på hospitalet med vandladningsbesvær og sendt hjem derfra med katetre. Men i dag er katetrene en naturlig del af ham, og han har derfor et budskab til andre mænd.

Interview med Hans Jørn Rytter

Håndtrykket er fast, og stemmen er ru. Hans Jørn Rytter står i entrédøren i parcelhuset i Hørsholm og tager imod. I dag er han pensionist, men gennem 42 år var han håndværksmester med eget skiltefirma og en snes ansatte, så han er vant til at kalde en pensel for en pensel.

”Maven voksede, og jeg tænkte: Nå, er det sådan at blive pensionist”. Men det viste sig, at jeg ikke kunne tømme blæren ordentligt. Der kunne være 3,5 liter i den(!). Lægen på Rigshospitalet sagde, at han aldrig havde set så stor en blære”, siger Hans. Han fik at vide, at han skulle begynde at anvende kateter, og da han spurgte ”hvor længe”, lød svaret: ”Resten af livet”.

”Dér lå jeg så med et fast kateter og en stor urinpose på sengestolpen, og tænkte: ”Hold da op – det bliver noget med at gå rundt med en slange på og en trillebør til posen”.

Akavet situation og mange spørgsmål

Så slemt blev det dog ikke. Inden Hans blev udskrevet fra hospitalet, blev han oplært i ren intermitterende kateterisation af en kontinenssygeplejerske. ”Hun var selvfølgelig sød og professionel, men vi mænd passer jo på de ædlere dele, og når der så står en fremmed kvinde foran én og tager fat i den for at stikke en lang genstand op i den, så bliver situationen lidt akavet”, konstaterer Hans. Måske derfor forlod han hospitalet med flere spørgsmål end svar:

• Hvad er det her egentlig for noget?
• Kan jeg finde ud det?
• Gør det ondt?
• Er jeg Palle-alene-i-verden med det her problem?
• Hvordan har andre mænd det med at skulle bruge kateter?
• Hvad koster det?
• Får jeg det betalt?
• Påvirker det potensen?

”Jeg tumlede med mange spørgsmål. Ja, faktisk var jeg lidt nede psykisk”, husker Hans.

For at få svar på spørgsmålene valgte han at ringe til Coloplast. ”Sygeplejersken hos Coloplast Kundeservice var flink til at svare på mine spørgsmål, men hvis jeg skal være helt ærlig, savnede jeg at få information af en mand. At der satte sig en ”Hans Rytter” foran mig og sagde, ”nu skal du høre, Hans”, siger han og tilføjer: Det havde også været mere trygt, hvis nogen havde fulgt mig i starten og spurgt ”hvordan går det, Hans””.

Følte sig handicappet

Hans lever et aktivt liv med parmiddage i gode venners lag, medlemskab af den lokale mandeklub, korsang og tidligere landevejscykling med kammeraterne. Derfor er det vigtigt for Hans, at katetret skulle være medspiller og ikke modspiller i dagligdagen.

”… og det følte jeg ikke, at det var, selvom jeg i bund og grund havde accepteret, at jeg skulle bruge det. Jeg har intet problem med at fortælle andre, at jeg anvender kateter, men de lange katetre, jeg havde, var ikke særlig diskrete, hvis jeg for eksempel skulle på toilettet under et middagsselskab. De fik mig til at føle mig handicappet, selvom man jo på ingen måde er det, fordi man bruger kateter”, siger Hans og fortsætter: ”Værre var det, at jeg trak den i ørerne med at gå på toilettet og kateterisere – også selvom jeg var hjemme – nok, fordi at det gjorde lidt ondt. Jeg kiggede på klokken, og hvis den var 16, så tænkte jeg, at jeg lige kunne vente, til den var 17 – og derefter til den var 18”.

En naturlig del af Hans

Sådan gik der et års tid, før Hans ved et kontrolbesøg på hospitalet fortalte, hvordan han havde det med katetret. Som et alternativ til det lange kateter blev han præsenteret for det kompakte Coloplast-kateter til mænd, SpeediCath® Compact til mænd. ”Da jeg så det første gang, tænkte jeg ”hold da kæft, skal det op i mig”, for den ene del er tyndere end andre katetre, mens den anden er tykkere. Men det mærker man ikke. Det fungerer godt, for det er nemmere at styre, og ubehaget under kateterisationen forsvandt”, siger Hans og tilføjer: ”… og fordi det er så lille, kan det være i handskerummet, når jeg kører bil, i jakkelommen, når jeg er til kor, når jeg er i klubben, eller når jeg ”fitter” i det lokale træningscenter. Det er ligesom, at det er blevet en naturlig del af mig”. På samme måde ønsker Hans, at katetret skal være en naturlig ting for både kvinder og mænd – men især for mænd. ”Fordi vi har så mange følelser knyttet til ”udstyret” dernede, virker det til at være et større tabu for os.

Efter jeg selv fik problemer med at lade vandet, er det gået op for mig, hvor mange andre mænd, der også har det sådan. Når vi kommer til at tale om det – hvilket jeg gerne tager initiativ til – hører jeg ofte ”ja, en gang imellem har jeg svært ved at tisse”. For nylig mødte jeg en gut, som tissede otte til ti gange om dagen. Jeg stak ham noget informationsmateriale og forklarede ham om katetre. Han var lykkelig for det, og efterfølgende gik han til egen læge for at få dem”, siger Hans og understreger: ”Det var en ændring i mit liv at skulle bruge kateter, men i dag tænker jeg ikke over det. Faktisk er det jo sundere at tømme blæren med jævne mellemrum med et kateter end at gå rundt med urin i den. Og det vil jeg gerne have, at andre mænd får at vide”.

Havde I spurgt den 13-årige Dina om, hvordan hendes fremtid ville se ud, ville hun havde sagt følgende: “Som voksen er jeg blevet uddannet tøjdesigner og har måske adopteret et barn”. Faktisk, så ved jeg, at dette var tilfældet for 13-årige mig, da jeg via et skoleprojekt skrev det i et brev til mit fremtidige jeg. Jeg troede ikke, jeg ville kunne få en kæreste nogensinde. Jeg skulle både forklare, at jeg brugte kateter, og at jeg ikke altid kunne holde på vandet trods operationer og katetre, og hvordan skulle det så ikke gå med sex?

Tekst: Dina Hvidgaard

Små fire år senere viste det sig slet ikke at holde stik. Vi gik i klasse sammen, var blevet gode venner og havde en opgave, vi skulle fremlægge. Jeg fortalte ham min historie over SMS i forbindelse med, at jeg havde pådraget mig en slem nyre-bækkenbetændelse og sad derhjemme og var syg - og ikke kunne komme til fremlæggelsen af vores opgave. Jeg husker, at jeg startede med den første store hurdle, selve katetret, og da dette gik fint, tog jeg mod til mig og fik forklaret resten om mig. Han var ikke skræmt væk, og ikke længe efter var vi kærester. Vores forhold var ærligt og fuld af kærlighed, hvilket jeg har sat stor pris på. Jeg syntes, det var svært at være et ungt menneske, som skulle finde sig til rette i sin krop og seksualitet, og samtidig både forholde sig til mange års dårlige tanker omkring denne og de kvaler, der, trods fundet af kærligheden, stadig fulgte mig. Følelser jeg til stadighed slås med i dag. Rent praktisk fungerer det dog fornuftigt.

Sammen har han og jeg fået to drenge via to helt almindelige graviditeter, dog forløst ved kejsersnit pga. mine blæreoperation. I vores familie har vi aldrig været bange for at tale om det, der ligger os på sinde. Det er virkelig vigtigt! Dette gælder både mellem min mand og jeg i vores kærlighedsliv, men det gælder i den grad også over for børnene, som f.eks. hvordan og hvorfor mor tisser, som hun gør. Når det naturligt er kommet på tale, har jeg forklaret det stille og roligt for dem. Jeg husker stadig, at det var lidt grænseoverskridende i starten, for hvad nu hvis ungerne sagde det videre i børnehaven eller skolen? Jeg spurgte mig selv, om jeg skammede mig over det, og da svaret var nej, så besluttede jeg mig for, at det skulle jeg kunne tåle at andre vidste eller spurgte ind til det, også selvom det var uden for min komfortzone. 

Engang havde jeg mine to drenge med på toilet på en rasteplads. De var ikke ret store. Først bad jeg dem om at tisse af uden at røre toilettet, (de endte altid med at røre på alt det, jeg helst ikke ville have), og da det blev min tur til at “tisse uden at røre toilettet”, spurgte den yngste højt ud i båsen, vi stod i: “Mor, hvorfor tisser du med numsen!?”. Sagen var den, at jeg ligesom dem stod op og tissede (en bonus ved katetre), og det så åbenbart ud som om, det kom fra numsen. Jeg kunne ikke lade være med at grine indeni ad hans undren, og forklaringen fik han, da vi kom tilbage til bilen. De andre damer på toilettet må have tænkt deres, og det var næsten sjovere. Mine børn har aldrig holdt sig tilbage fra at stille spørgsmål til mig, og jeg har svaret dem i børnehøjde.

Da jeg i sin tid begyndte at bruge kateter, var jeg ret ung. Det er lidt svært at huske præcist, hvad der gik igennem mine tanker dengang, men jeg husker ikke, at det føltes som en begrænsning som sådan - specielt set i forhold til alternativet.

Tekst: Dina Hvidgaard

Katetret blev for mit vedkommende introduceret sammen med en operation, som helt ville fratage mig evnen til at kunne gå på toilettet som en normal. Det var nok mest her, at jeg følte en begrænsning, eller rettere sagt bekymring. Jeg har haft mange sære mareridt om at tage på chartertur, hvor jeg ender med at stå fremme ved destinationen og have glemt mine katetre. I dag har jeg selvfølgelig en løsning på det, hvis det rent faktisk skulle ske.

Da jeg påbegyndte mit kateter-eventyr, brugte jeg en type, som krævede påfyldning af vand. De var lange og skulle sidde fast på håndvask, væg eller andet. Det hele var enormt omstændigt og besværligt, følte jeg. Selvom katetrene var en frihed for mig, føltes den første type, jeg brugte, lidt som en hæmsko. Jeg skulle have taske og vand med på toilettet, og for en skolepige var dette ikke sagen. Jeg følte, at alle kiggede på mig, og jeg prøvede altid at gå ubemærket på toilettet. De første ture, jeg var på som kateterbruger, fungerede kun, fordi jeg var stædig. Jeg husker bl.a. en tur til Tunesien, hvor vandet i tasken var blevet så varmt, at katetrene var som spaghetti. Jeg talte med mine læger om det i forbindelse med et sygehustjek og blev introduceret for SpeediCath® Compact. Vi skulle lige lære hinanden at kende først, da det ikke gik helt så let. Min indføringsmetode var tilpasset lange katetre, og jeg syntes simpelthen ikke, at jeg kunne finde ud af de små. Da det omsider virkede, og endnu engang tak til min stædighed, ændrede det alt.

De fyldte næsten intet i forhold til de gamle, der skulle ikke påfyldes vand, og jeg skulle ikke finde et sted at sætte emballagen fast, og de kunne endda kommes i lommen både før og efter brug. FRIHED! I hverdagen betød det, at jeg turde mere og ikke følte mig udstillet. Katetrene kunne jeg have med i lommen eller i en lille taske.

Derfra har jeg: Skullet leve ombord på et lille sejlskib og bruge det lillebitte toilet om bord, jeg har været på flere flyrejser, længere køreture, og det vi i familien bruger mest tid på i disse år, vildmarksturene i det danske og svenske. Her møder jeg både rigtige toiletter, muldtoiletter og ingen toiletter. Så længe jeg har mine katetre med og muligheden for at vaske hænder inden, så går alt andet som smurt. Eller … det kan godt være lidt hårdt for benene at skulle sidde på hug, når man skal tisse virkelig meget, og katetret kun tillader en vis mængde urin at passere ad gangen. Omvendt, så kan jeg snildt stå op at tisse, eller hvis det er virkelig nødvendigt, tisse i en flaske i et lille fortelt til en festival. Det er bare smart!!!

Min egen tjekliste, til når jeg skal ud, ser således ud:

• Sørge for remedier til at kunne holde den gode håndhygiejne
• Hav altid katetre med, enten i lommen, bh’en, støvlerne eller tasken
• Del gerne katetre ud til dem, du følges med, hvis du er på tur – hvis du skulle miste dem, du selv har på dig
• På flyrejser, pak da altid nok til hele ferien i mere end én taske, inklusive håndbagage
• Bed lægen, eller Coloplast, om dokumentation omkring at rejse med katetre for at gøre samtaler i lufthavne lettere, eller hvis du står og mangler på rejsen

Kan man leve det liv, som man drømmer om, når man bruger kateter? Det synes jeg. Jeg kan måske ikke så godt overleve en zombie-invasion eller strande på en øde ø. Men da dette er mine værste scenarier, så tænker jeg, at det går nok!

Mit navn er Dina og jeg blev født i begyndelsen af 1987.

Jeg husker ikke meget selv fra min tidlige barndom, men mine forældre fandt ud af at jeg havde skjult rygmarvsbrok, da de forgæves havde forsøgt at få mig parat til at smide bleen. Det var en periode med stor frustration for dem, og mine forældre fortæller mig, at jeg fik en del skældud indtil de endelige fandt ud af hvad årsagen var til at jeg ikke blev renlig. Rygmarvsbrokken betød i mit tilfælde at jeg havde nedsat, eller manglende, blærekontrol. Jeg var tvunget til at gå med ble. Jeg kunne ikke gå til svømning i skole, klædte om for mig selv til idræt, og skulle gå i tøj der skjulte både det ene og det andet. Jeg hadede det, og det gjorde mig ensom på mange punkter, om end jeg skjulte følelserne godt. Jo ældre jeg blev, jo mere fyldte det i min bevidsthed både i forhold til min hverdag, men også for de tanker jeg havde som begyndende teenager i forhold til drenge. 

Tekst: Dina Hvidgaard

Jeg var et meget skeptisk ungt menneske, grundet de første oplevelser jeg havde i min udredning, og først omkring 1998 var jeg parat til at prøve at lægge kateter på mig selv. Fra oplæringen husker jeg to ting: At være vildt bange for selve kateteret, og så den fantastiske sygeplejerske som støttede mig, og som til sidst fik mig gjort fortrolig med kateteret - hende tænker jeg stadig på i dag. Min oplæring blev fulgt op af en operation, som skulle hjælpe mig med at forblive tæt mellem toiletbesøg, og den kombination fungerede rigtig godt for mig.

I de første år var jeg bruger af almindelige ikke-kompakte katetre, hvilket ikke hele tiden var fedt for teenage-Dina. De var svære at skjule, jeg skulle have vand med til dem osv., og selvom dametasken formentligt ikke var noget andre så, var det det eneste jeg kunne tænke på, når jeg skulle på toilettet, og det gjorde mig igen trist og usikker, selvom det var bedre end før.

Da jeg endelig nævnte det for mine læger, fik jeg tilbudt SpeediCath® Compact. Det var dér, at jeg for alvor oplevede den frihed jeg havde søgt siden min barndom. Jeg kunne have kateterne på mig - i lommen, i støvlerne, ja sågar i bh’en. Jeg kunne gå på toilettet som alle andre, og jeg skulle ikke bekymre mig om rent vand til at fylde i kateteret, eller et sted at sætte emballagen fast, for at kunne bakse rundt med katetret, hvilket var ret besværligt på en telttur f.eks.! Alt var blevet nemt, især set i forhold til hvad jeg kendte fra fortiden.

I dag tænker jeg ikke over at jeg bruger kateter som sådan, jeg kan alt det jeg vil. Jeg er bevidst om det ja, for jeg skal huske at bestille dem inden jeg løber tør og jeg skal huske at pakke dem når jeg tager på ferie osv., for jeg kan ikke undvære dem pga operationen der fulgte med dem, men jeg er aldrig ked af valget, som jeg nok slet ikke så som et reelt valg, men det eneste jeg kunne gøre for at nå en tilværelse som mindede mest muligt om den jeg ønskede.