Placering
Oftest er kolostomien placeret på venstre side af maven. Ved operationen fjernes den syge del af tyktarmen, og i nogle tilfælde er det også nødvendigt at fjerne endetarmen og lukkemusklen. Hvor endetarmen før gav tydelige signaler om, hvornår det var tid til at komme på toilettet, vil stomien ikke gøre dette, men tømme sig en eller flere gange om dagen, uden at du kan kontrollere det.
Hvordan ser en kolostomi ud?
Stomien er rød. Den har omtrent samme farve som slimhinden i mundhulen. Som regel er den rund, men den kan også være oval. Lige efter operationen er stomien hævet, men den aftager i størrelse over et par måneder.
Berøring
Der er ingen nerver i stomien, og du kan derfor ikke mærke, når du rører stomien. Stomien kan bløde lidt, når du rører ved den, f.eks. ved poseskift, eller når huden omkring stomien rengøres. Det er normalt, og det gør ikke noget, hvis det kun er kortvarigt.
Afføring
Lige efter operationen vil indholdet fra tarmen være noget tyndtflydende og komme uregelmæssigt. Efter 3-4 uger vil afføringen blive fastere. Du vil formegentlig efterhånden få det afføringsmønster, du havde, før du blev syg.