Kontinens bloggen

Mød Dina, som er 32 år gammel, gift og mor til to skønne børn. Dina er født med rygmarvsbrok. Hun deler ud af sit liv og sine bedste historier for at nedbryde tabuer, inspirere og styrke andre i hendes situation.

Her kan du læse aktuelle artikler og få nyttige tips til din hverdag. Ønsker du at blogge for os så kontakt os på dkinbound@coloplast.com

Familie og børn

Familie og børn

Havde I spurgt den 13-årige Dina om, hvordan hendes fremtid ville se ud, ville hun havde sagt følgende: “Som voksen er jeg blevet uddannet tøjdesigner og har måske adopteret et barn”. Faktisk, så ved jeg, at dette var tilfældet for 13-årige mig, da jeg via et skoleprojekt skrev det i et brev til mit fremtidige jeg. Jeg troede ikke, jeg ville kunne få en kæreste nogensinde. Læs hele artiklen her
Luk

Havde I spurgt den 13-årige Dina om, hvordan hendes fremtid ville se ud, ville hun havde sagt følgende: “Som voksen er jeg blevet uddannet tøjdesigner og har måske adopteret et barn”. Faktisk, så ved jeg, at dette var tilfældet for 13-årige mig, da jeg via et skoleprojekt skrev det i et brev til mit fremtidige jeg. Jeg troede ikke, jeg ville kunne få en kæreste nogensinde. Jeg skulle både forklare, at jeg brugte kateter, og at jeg ikke altid kunne holde på vandet trods operationer og katetre, og hvordan skulle det så ikke gå med sex?

Tekst: Dina Hvidgaard

Små fire år senere viste det sig slet ikke at holde stik. Vi gik i klasse sammen, var blevet gode venner og havde en opgave, vi skulle fremlægge. Jeg fortalte ham min historie over SMS i forbindelse med, at jeg havde pådraget mig en slem nyre-bækkenbetændelse og sad derhjemme og var syg - og ikke kunne komme til fremlæggelsen af vores opgave. Jeg husker, at jeg startede med den første store hurdle, selve katetret, og da dette gik fint, tog jeg mod til mig og fik forklaret resten om mig. Han var ikke skræmt væk, og ikke længe efter var vi kærester. Vores forhold var ærligt og fuld af kærlighed, hvilket jeg har sat stor pris på. Jeg syntes, det var svært at være et ungt menneske, som skulle finde sig til rette i sin krop og seksualitet, og samtidig både forholde sig til mange års dårlige tanker omkring denne og de kvaler, der, trods fundet af kærligheden, stadig fulgte mig. Følelser jeg til stadighed slås med i dag. Rent praktisk fungerer det dog fornuftigt.

Sammen har han og jeg fået to drenge via to helt almindelige graviditeter, dog forløst ved kejsersnit pga. mine blæreoperation. I vores familie har vi aldrig været bange for at tale om det, der ligger os på sinde. Det er virkelig vigtigt! Dette gælder både mellem min mand og jeg i vores kærlighedsliv, men det gælder i den grad også over for børnene, som f.eks. hvordan og hvorfor mor tisser, som hun gør. Når det naturligt er kommet på tale, har jeg forklaret det stille og roligt for dem. Jeg husker stadig, at det var lidt grænseoverskridende i starten, for hvad nu hvis ungerne sagde det videre i børnehaven eller skolen? Jeg spurgte mig selv, om jeg skammede mig over det, og da svaret var nej, så besluttede jeg mig for, at det skulle jeg kunne tåle at andre vidste eller spurgte ind til det, også selvom det var uden for min komfortzone. 

Engang havde jeg mine to drenge med på toilet på en rasteplads. De var ikke ret store. Først bad jeg dem om at tisse af uden at røre toilettet, (de endte altid med at røre på alt det, jeg helst ikke ville have), og da det blev min tur til at “tisse uden at røre toilettet”, spurgte den yngste højt ud i båsen, vi stod i: “Mor, hvorfor tisser du med numsen!?”. Sagen var den, at jeg ligesom dem stod op og tissede (en bonus ved katetre), og det så åbenbart ud som om, det kom fra numsen. Jeg kunne ikke lade være med at grine indeni ad hans undren, og forklaringen fik han, da vi kom tilbage til bilen. De andre damer på toilettet må have tænkt deres, og det var næsten sjovere. Mine børn har aldrig holdt sig tilbage fra at stille spørgsmål til mig, og jeg har svaret dem i børnehøjde.

Luk
Et aktivt liv - også med kateter

Et aktivt liv - også med kateter

Da jeg i sin tid begyndte at bruge kateter, var jeg ret ung. Det er lidt svært at huske præcist, hvad der gik igennem mine tanker dengang, men jeg husker ikke, at det føltes som en begrænsning som sådan - specielt set i forhold til alternativet. Læs hele artiklen her
Luk

Da jeg i sin tid begyndte at bruge kateter, var jeg ret ung. Det er lidt svært at huske præcist, hvad der gik igennem mine tanker dengang, men jeg husker ikke, at det føltes som en begrænsning som sådan - specielt set i forhold til alternativet.

Tekst: Dina Hvidgaard

Katetret blev for mit vedkommende introduceret sammen med en operation, som helt ville fratage mig evnen til at kunne gå på toilettet som en normal. Det var nok mest her, at jeg følte en begrænsning, eller rettere sagt bekymring. Jeg har haft mange sære mareridt om at tage på chartertur, hvor jeg ender med at stå fremme ved destinationen og have glemt mine katetre. I dag har jeg selvfølgelig en løsning på det, hvis det rent faktisk skulle ske.

Da jeg påbegyndte mit kateter-eventyr, brugte jeg en type, som krævede påfyldning af vand. De var lange og skulle sidde fast på håndvask, væg eller andet. Det hele var enormt omstændigt og besværligt, følte jeg. Selvom katetrene var en frihed for mig, føltes den første type, jeg brugte, lidt som en hæmsko. Jeg skulle have taske og vand med på toilettet, og for en skolepige var dette ikke sagen. Jeg følte, at alle kiggede på mig, og jeg prøvede altid at gå ubemærket på toilettet. De første ture, jeg var på som kateterbruger, fungerede kun, fordi jeg var stædig. Jeg husker bl.a. en tur til Tunesien, hvor vandet i tasken var blevet så varmt, at katetrene var som spaghetti. Jeg talte med mine læger om det i forbindelse med et sygehustjek og blev introduceret for SpeediCath® Compact. Vi skulle lige lære hinanden at kende først, da det ikke gik helt så let. Min indføringsmetode var tilpasset lange katetre, og jeg syntes simpelthen ikke, at jeg kunne finde ud af de små. Da det omsider virkede, og endnu engang tak til min stædighed, ændrede det alt.

De fyldte næsten intet i forhold til de gamle, der skulle ikke påfyldes vand, og jeg skulle ikke finde et sted at sætte emballagen fast, og de kunne endda kommes i lommen både før og efter brug. FRIHED! I hverdagen betød det, at jeg turde mere og ikke følte mig udstillet. Katetrene kunne jeg have med i lommen eller i en lille taske.

Derfra har jeg: Skullet leve ombord på et lille sejlskib og bruge det lillebitte toilet om bord, jeg har været på flere flyrejser, længere køreture, og det vi i familien bruger mest tid på i disse år, vildmarksturene i det danske og svenske. Her møder jeg både rigtige toiletter, muldtoiletter og ingen toiletter. Så længe jeg har mine katetre med og muligheden for at vaske hænder inden, så går alt andet som smurt. Eller … det kan godt være lidt hårdt for benene at skulle sidde på hug, når man skal tisse virkelig meget, og katetret kun tillader en vis mængde urin at passere ad gangen. Omvendt, så kan jeg snildt stå op at tisse, eller hvis det er virkelig nødvendigt, tisse i en flaske i et lille fortelt til en festival. Det er bare smart!!!

Min egen tjekliste, til når jeg skal ud, ser således ud:

  • Sørge for remedier til at kunne holde den gode håndhygiejne
  • Hav altid katetre med, enten i lommen, bh’en, støvlerne eller tasken
  • Del gerne katetre ud til dem, du følges med, hvis du er på tur – hvis du skulle miste dem, du selv har på dig
  • På flyrejser, pak da altid nok til hele ferien i mere end én taske, inklusive håndbagage
  • Bed lægen, eller Coloplast, om dokumentation omkring at rejse med katetre for at gøre samtaler i lufthavne lettere, eller hvis du står og mangler på rejsen

Kan man leve det liv, som man drømmer om, når man bruger kateter? Det synes jeg. Jeg kan måske ikke så godt overleve en zombie-invasion eller strande på en øde ø. Men da dette er mine værste scenarier, så tænker jeg, at det går nok!

 


Luk
Livet med rygmarvsbrok

Livet med rygmarvsbrok

Mit navn er Dina og jeg blev født i begyndelsen af 1987. Jeg husker ikke meget selv fra min tidlige barndom, men mine forældre fandt ud af at jeg havde skjult rygmarvsbrok, da de forgæves havde forsøgt at få mig parat til at smide bleen. Læs hele artiklen her
Luk

Mit navn er Dina og jeg blev født i begyndelsen af 1987.

Jeg husker ikke meget selv fra min tidlige barndom, men mine forældre fandt ud af at jeg havde skjult rygmarvsbrok, da de forgæves havde forsøgt at få mig parat til at smide bleen. Det var en periode med stor frustration for dem, og mine forældre fortæller mig, at jeg fik en del skældud indtil de endelige fandt ud af hvad årsagen var til at jeg ikke blev renlig. Rygmarvsbrokken betød i mit tilfælde at jeg havde nedsat, eller manglende, blærekontrol. Jeg var tvunget til at gå med ble. Jeg kunne ikke gå til svømning i skole, klædte om for mig selv til idræt, og skulle gå i tøj der skjulte både det ene og det andet. Jeg hadede det, og det gjorde mig ensom på mange punkter, om end jeg skjulte følelserne godt. Jo ældre jeg blev, jo mere fyldte det i min bevidsthed både i forhold til min hverdag, men også for de tanker jeg havde som begyndende teenager i forhold til drenge. 

Tekst: Dina Hvidgaard

Jeg var et meget skeptisk ungt menneske, grundet de første oplevelser jeg havde i min udredning, og først omkring 1998 var jeg parat til at prøve at lægge kateter på mig selv. Fra oplæringen husker jeg to ting: At være vildt bange for selve kateteret, og så den fantastiske sygeplejerske som støttede mig, og som til sidst fik mig gjort fortrolig med kateteret - hende tænker jeg stadig på i dag. Min oplæring blev fulgt op af en operation, som skulle hjælpe mig med at forblive tæt mellem toiletbesøg, og den kombination fungerede rigtig godt for mig.

I de første år var jeg bruger af almindelige ikke-kompakte katetre, hvilket ikke hele tiden var fedt for teenage-Dina. De var svære at skjule, jeg skulle have vand med til dem osv., og selvom dametasken formentligt ikke var noget andre så, var det det eneste jeg kunne tænke på, når jeg skulle på toilettet, og det gjorde mig igen trist og usikker, selvom det var bedre end før.

Da jeg endelig nævnte det for mine læger, fik jeg tilbudt SpeediCath® Compact. Det var dér, at jeg for alvor oplevede den frihed jeg havde søgt siden min barndom. Jeg kunne have kateterne på mig - i lommen, i støvlerne, ja sågar i bh’en. Jeg kunne gå på toilettet som alle andre, og jeg skulle ikke bekymre mig om rent vand til at fylde i kateteret, eller et sted at sætte emballagen fast, for at kunne bakse rundt med katetret, hvilket var ret besværligt på en telttur f.eks.! Alt var blevet nemt, især set i forhold til hvad jeg kendte fra fortiden.

I dag tænker jeg ikke over at jeg bruger kateter som sådan, jeg kan alt det jeg vil. Jeg er bevidst om det ja, for jeg skal huske at bestille dem inden jeg løber tør og jeg skal huske at pakke dem når jeg tager på ferie osv, for jeg kan ikke undvære dem pga operationen der fulgte med dem, men jeg er aldrig ked af valget, som jeg nok slet ikke så som et reelt valg, men det eneste jeg kunne gøre for at nå en tilværelse som mindede mest muligt om den jeg ønskede.

Luk
Luk

Gratis vareprøve

Tak for din bestilling

Ordren er afgivet

Se skrivebordsversion