Dette afsnit er tiltænkt som en vejledning til ofte stillede spørgsmål. Du bør altid spørge din læge til råds, hvis du har nogen som helst form for vandladningsproblemer.
Hvad er urininkontinens?
Urininkontinens er den medicinske betegnelse for en manglende evne til at styre vandladningen, hvilke ofte resulterer i ufrivillig vandladning.
Hvad er en neurogen blære?
En neurogen blære henviser til en tilstand, hvor neurologiske skader har ført til, at blæren ikke virker, som den skal.
Hvad er tegn og symptomer på vandladningsproblemer?
Nogle typiske tegn og symptomer:
- Ufrivillig vandladning, uden varsel eller uden at føle trang til at gå på toilettet
- Ufrivillig vandladning, når man nyser, hoster, ler eller motionerer
- En så stærk trang til at lade vandet, at du ikke kan nå på toilettet
- Behov for at lade vandet to eller flere gange om natten (natlig vandladning)
Hvad forårsager vandladningsproblemer?
Mulige årsager:
- Beskadigelse af eller svaghed i musklerne i bækkenbunden (oftest på grund af graviditet og fødsel)
- Problemer med at styre blæremusklen (for stor eller for lille blæreaktivitet)
- Neurogene forhold, der påvirker den frivillige vandladning (f.eks. rygmarvsskade, multipel sclerose eller spina bifida)
- Forstørret prostata
- Urinvejsinfektion
- Diabetes
Er vandladningsproblemer en naturlig følgevirkning af aldring?
Selvom inkontinens bliver mere almindeligt med alderen, er det ikke kun ældre mennesker, der rammes. Effektive løsninger er tilgængelige, så det bør ikke forhindre dig i at leve et fuldt og aktivt liv, uanset din alder.
Kan jeg stadig have et socialt liv med urininkontinens?
Det er muligt at styre inkontinens på effektiv vis. En læge eller sygeplejerske bør være i stand til at finde en løsning, der gør det muligt for dig fortsat at have et socialt liv og daglige aktiviteter.
Kan vandladningsproblemer behandles?
De fleste typer inkontinens kan behandles eller forbedres gennem livsstilsændringer, bækkenbundsøvelser, blæretræning, medicinsk behandling eller operation. Hvis helbredelse ikke er mulig, eller der er brug for en midlertidig løsning, kan produkter såsom, katetre, uridomer (for mænd) eller absorberende produkter, være meget nyttige.
Hvad er et kateter?
Et kateter kan anvendes til at sikre, at blæren tømmes helt. Det er et tyndt, fleksibelt rør, der føres ind i blæren gennem urinrøret og gør det muligt at tømme blæren effektivt for urin.
Hvorfor er det så vigtigt at tømme min blære for urin?
Hvis din blære ikke tømmes regelmæssigt, kan det forårsage urinvejsinfektioner. Urinvejsinfektioner starter i blæren, men kan i visse tilfælde bevæge sig op i nyrerne og forårsage alvorlig nyreskade. Selv små mængder urin, som bliver liggende i blæren, kan give urinvejsinfektioner.
Kan jeg drikke mindre, så jeg ikke behøver at tømme min blære så ofte?
Nej, det er meget vigtigt, at du drikker nok til at holde urinvejene sunde. En voksen person bør drikke ca. halvanden liter pr. dag.
Hvordan kan jeg se, om jeg har en urinvejsinfektion?
Symptomer på en urinvejsinfektion:
- Mørk og ildelugtende urin
- Svien i blæreregionen
- Blod i urinen
- Uklar urin
- Feber/svedig
- Blærespasmer
- Øgede muskelsammentrækninger i benet
Hvis du har nogen af ovenstående symptomer, skal du tale med din læge eller sygeplejerske.
Hvad hvis jeg får hyppige urinvejsinfektioner ved brug af katetre?
Brug af et kateter øger risikoen for urinvejsinfektioner. Sammenlignet med permanente katetre, er engangskatetre mindre tilbøjelige til at forårsage urinvejsinfektioner.
Hvordan kan jeg forhindre, at katetret bidrager til urinvejsinfektion?
Der er flere måder at mindske risikoen for urinvejsinfektioner fra katetre på:
- Sørg for, at du har rene hænder og rent udstyr, når du kateteriserer
- Overhold dit daglige væskeindtag, for at skylle urinvejene igennem
- Sørg for, at blæren tømmes helt, hver gang du kateteriserer
- Tal med din læge eller sygeplejerske om, hvor tit og hvordan du skal kateterisere
Læs mere
Se animationsfilm om, hvordan man kateteriserer.
Læs mere om produkter til mænd med inkontinens